Oman

Langs Omans sydøstlige kyst ligger Ras al Jinz, et beskyttet naturreservat og et af de få steder i verden, hvor du året rundt kan opleve de grønne havskildpadder komme op på stranden for at lægge deres æg.

Når mørket falder på, begynder de at bevæge sig tungt gennem sandet, efter tusinder af kilometer i havet. Med finnerne graver de dybe reder, lægger æggene og dækker dem omhyggeligt til, inden de langsomt forsvinder tilbage mod bølgerne.

Rangerne ved Ras al Jinz passer omhyggeligt på området og sørger for, at alt foregår med respekt for dyrene. Og hvis du er heldig, kan du også opleve de små, nyklækkede skildpadder, der natten efter bryder gennem sandet og tager deres første, vaklende skridt mod havet i måneskin.

I Dhofar-provinsen i det sydlige Oman vokser frankincense-træerne, som i årtusinder har gjort landet berømt. Det er her, i de kuperede områder omkring Salalah, at man finder den bedste og mest eftertragtede kvalitet af den duftende harpiks, der engang blev handlet som det pureste guld.

Allerede i oldtiden sejlede omanske handelsfolk ud herfra med laster af røgelse, der nåede helt til Egypten, Rom og Indien. Duften fulgte karavanerne gennem ørkenen og satte Oman på verdenskortet som 'landet af røgelse'.

I dag kan du stadig opleve, hvordan røgelsen tappes på traditionel vis. På de tørre skråninger snitter man forsigtigt i barken på de små, krogede træer, og den hvide harpiks pibler ud i små dråber. Når de tørrer i solen, bliver de til ravfarvede perler, som samles i kurve og siden brændes i hjem, på markeder og i moskeer.

Duften er varm, sød og let krydret – og lander et sted mellem harpiks, honning og hav. Når den blander sig med den salte havluft omkring Salalah, forstår man, hvorfor den blev en af verdens mest eftertragtede handelsvarer.

Røgelsen er stadig en del af hverdagen i Oman. Den bruges i religiøse ritualer, til parfume og som en lille velkomstgestus i hjemmet. Mange familier har deres egne opskrifter og blandinger, og i de små souker kan du stadig se handlende vifte røgen over varerne  for at rense luften og bringe held.

Længe før olien gjorde Oman rigt, var landet kendt som en af Mellemøstens store søfartsnationer. Fra havnebyer som Sur og Muscat satte omanske sømænd kurs mod Zanzibar, Indien og Iran. De fulgte vind og strøm over Det Arabiske Hav med lasten fuld af af krydderier, tekstiler og røgelse – og bragte inspiration, musik og smage med sig hjem.

Handelen skabte både velstand og kulturel mangfoldighed, og den satte sit præg på alt fra køkkenet til den måde, man hilser på. Den maritime historie mærkes stadig tydeligt i Oman, hvor havet aldrig er langt væk, og stoltheden over fortiden enorm.

I Sur bliver de traditionelle træskibe, dhowerne, stadig bygget som i gamle dage. På værfterne kan man se håndværkere bøje træet, forme de smukke buede skrog og banke naglerne i med simple redskaber – præcis som deres forfædre gjorde for århundreder siden.

Søfarten er stadig en del af Omans sjæl. Mange familier kan fortælle historier om bedstefædre og oldefædre, som sejlede mod fjerne kyster – og vendte hjem med historier, som lever i bedste velgående stadig i dag.

Ingen rejse til Oman er fuldendt uden en kop kahwa – den let krydrede, gyldne kaffe, der dufter af kardemomme, safran og et strejf af rosenvand. Den serveres i små kopper uden hank, og der følger altid friske dadler med. Ikke som dessert, men som et symbol på, at du er velkommen.

Kaffen her er mere end en opkvikkende substans – den er en gestus, et lille ritual, der udtrykker respekt og fællesskab. Gæstfriheden i Oman er nemlig ikke en formalitet, men en del af kulturen, og den udleves med naturlig værdighed. Og kaffe, selvfølgelig.

Uanset om du træder ind i et hjem, en butik eller et telt i ørkenen, vil du ofte blive budt kaffe. At sige nej opfattes som uhøfligt, og det er svært at ønske sig en bedre undskyldning for at sætte sig ned et øjeblik.

Ritualet omkring kaffekulturen fortæller meget om Oman: Her tager man sig tid – til samtale, til ro, til at se hinanden i øjnene.

Dybt i Wahiba Sands lever beduinerne stadig i pagt med sandet og vinden. De fleste familier bor i dag i små bosættelser, men mange flytter fortsat mellem by og ørken, afhængigt af sæson, dyrene og vejret.

Beduinkvinderne er lette at kende på deres farverige klæder og de karakteristiske ansigtsmasker i metal eller stof. Maskerne blev oprindeligt brugt for at beskytte mod solen og sandet, men også som et tegn på beskedenhed og tilhørsforhold til stammen. I dag er de blevet et symbol på kvindernes styrke og stolthed, et synligt bånd knyttet til deres rødder i ørkenen.

Når mørket falder på, bliver ørkenen helt stille. Luften er kold og stjernerne lyser klart over de bløde klitter. Her fornemmer man, hvor enkelt livet kan være – og hvor stærkt det står, når man lever helt tæt på naturen.

Midt i hovedstaden Muscat ligger Sultan Qaboos Grand Mosque, et arkitektonisk mesterværk i hvid marmor, omgivet af palmer, vandbassiner og duftende blomsterhaver.

Moskéen blev indviet i 2001 som en gave til folket fra deres elskede sultan, og den er i dag et af landets vigtigste vartegn.

Indenfor åbner rummet sig i lys og symmetri. Fra kuplen hænger en krystallysekrone så stor, at den næsten ligner et himmellegeme, og på gulvet ligger et studie i tålmodighed, det håndvævede persiske tæppe, som tog fire år og 600 vævere at færdiggøre.

Det mest imponerende er dog hverken størrelsen eller detaljerne, men stemningen. Her er en ro, der kan mærkes fysisk, som en balance mellem tro og æstetik og mellem tradition og modernitet. Når sollyset falder ind gennem de farvede glas og danser hen over marmorgulvet, er det som at stå midt i en levende palet af farver og stilhed.

Moskéen er åben for besøgende uden for bønnetider, og gæster modtages med samme høflighed og imødekommenhed, som præger landet generelt. Et besøg her er mere end en arkitektonisk oplevelse – det er et lille glimt af den åbenhed og respekt, der ligger dybt i Omans identitet.