Regnen er massiv, men snedriverne ligger endnu i landskabet, der umiddelbart er pandekagefladt og knoklet af mørke sten.
Nogle er på størrelse med beboelige 1-værelseslejligheder, andre ligner på lang afstand køer eller heste. Ofte er der rent faktisk tale om levende væsner i horisonten. Islænderhestene samler sig i klynger for at skærme mod vinden. Fårene har med garanti hovedet i den frosne jord, mens det kræver lidt held at se polarræven eller de vilde rener i tundralandskabet.
Selvom Island er det land i Europa med mindst skov, vokser der faktisk træer. De er lave og gerne krogede og ligner nærmere afbrændte kosteskafter end birketræer. Synet er mere barskt end kønt, men sådan ser livet ud omkring polarcirklen. I hvert fald på denne tid af året.
Pludselig er kampestenene blevet til fjelde, der tårner sig op foran Rigsvej 1, hovedvejen som indkredser øen. Fjeldene varierer i farve og størrelse fra mosgrønne kælkebakker til kridhvide fæstninger. De skæres over af vandfald, både den fløjlsbløde slags, lette som brudeslør, og fossende kraftværker som Seljalandsfoss, der på denne tid af året er klædt i istapper, som ligner løbende glasur.
Som mørket falder på, kan klippefremspring med sporadiske snedriver lede tankerne mod shibahunde eller ulvehoveder – fantasien tillader det meste, ligesom når man kigger på skyer.
Sådan er køretid på den islandske jord. En tilstand af trance, der kun afbrydes, når vinduet pludselig lyser op i forlygterne fra en modkørende. Det giver næsten et chok, men fantasien indfinder sig hurtigt igen.
