Biltrafik, menneskemylder og blinkende, højteknologiske bannere omkring dig. Og lige dér – midt i det hele – ligger Senso-ji-templet.
Du går ind under de store lanterner, som leder væk fra byens støj. På hver side af dig står små boder med japanske madspecialiteter, og for enden af gaden sænker roen sig. Bag templets hellige vægge dufter luften let af røgelse, og er du heldig, kan du høre munkenes ritualer i baggrunden.
Til den ene side skimter du de ikoniske 3D-lysskilte. Til den anden side – Mount Fuji i horisonten.
Lige dér, midt i kontrasterne, forelskede vi os i Japan.
Og ikke kun på grund af det, vi kunne se med det blotte øje. Mest af alt på grund af den ordentlighed, passion og dedikation, vi har oplevet hos menneskene bag det hele.
Efter at have besøgt Japan i både 2023, 2024 og 2025 (+ 2026), både med et og senere hen to børn (4 år og 1 år), har vi altid hørt de samme spørgsmål fra venner, familie og bekendte:
“Er det ikke svært at rejse med børn til og rundt i Japan?”
“Er det ikke bedre at vente til de er ældre og faktisk kan huske det?”
Vores korte svar er: nej, overhovedet ikke. Vores lange svar kan du læse i artiklen herunder.