Dødedagene i Mexico (Día de los Muertos)
En rejseleders oplevelse med dødedagene i Mexico
Stjernegaards oktober-november rejse På sporet af mayaerne og aztekerne var i 2016 planlagt til at ramme Mexicos dødedage i Oaxaca, hvor man gør ekstra meget ud af traditionen.
Fra den 31. oktober til den 2. november er der fest, udklædning og optog i gaderne; og der er familiebesøg på gravstederne. Mange havde valgt rejsen af denne grund, andre var helt uforberedt på, hvad der skulle møde os.
Ved ankomsten til hotellet i Mexico Citys centrum ser de flytrætte gæster ind i øjenhulerne på fjorten hvide sukkerkranier i den store størrelse. De smiler til os fra et alter, der fylder hele væggen ved receptionen. Hvert kranie har et navn malet i panden: Pablo, Maria, Emilio... Imellem kranierne er der tallerkener med frugt og brød, slik, øl og tequila.
”Altertavlen” over kranierne består af papirklip. Lystigt dansende skeletter i cowboytøj og hvide nederdele.
Det hele er omkranset af orange tagetes-blomster, alle-døde-dage-blomsten. I midten af altret er der et diskret lille foto af en mexicaner. Det er hotellets grundlægger, alterets hovedperson, den man mindes.
En af gæsterne bøjer sig ned for at læse navnet på et sukkerkranie: Rosa. Dét er Rosa, siger receptionisten og peger på damen foran computeren. Hun har nøglekortene til vores værelser i hånden og rejser sig smilende. En anden gæst peger på et stort kranie, der som det eneste ikke er af sukker, men af chokolade: 'Diego', står der i panden. Ham møder I i morgen. Ham kan I ikke tage fejl af. Han er fra Cuba.
Hver eneste af hotellets ansatte er med på alteret som kranie med navn på.
På hotellet har man lavet et 'alle døde dages alter' til grundlæggeren, ligesom mexicanerne laver alle døde dages altre i hjemmene med fotografier af deres kære afdøde. Med mad og drikke, som de kunne lide, og med dinglende og dansende skeletter alt efter smag.
Det her er et af de flotteste og mest traditionelle dødedagsaltre, jeg har set; og det fryder mig, at Hotel Regente i Mexico City fejrer dødedagene med manér.
En følelse af savn og sorg
Heldigvis mødte vi en af mine bekendte fra byen. Hun havde den yndigste lille levende skeletpige i strutskørt i hånden. Vi er på vej til processionen, siger hun. I dag er det ”de små dødes dag"; og lige om lidt starter optoget. Det var sødt at se dusinvis af små piger og drenge klædt ud som skeletter og gå i optog bag et orkester med hinanden eller deres forældre i hånden. Men festligt? Måske, men også foruroligende.
Da jeg om aftenen kommer ud fra hotellet, er det mørkt. Vi bor tæt på zókaloen, hvor gæsterne venter mig, men heldigvis ikke på noget fast tidspunkt for jeg kan ikke komme frem. Så tætpakket er fortovet med mennesker.
På denne aften bliver Maria-helgenstatuer fra hver af Oaxacas mange kirker båret gennem byens centrum. Mængden er tavs, meget og uventet tavs og sørgmodig.
Pludselig alene og uden ansvar for gruppen mærker jeg det i mig selv: mørket, savnet, sorgen. Men jeg mærker også samtidig dér, midt i menneskemængden i Oaxaca, hvor godt det er at være sammen, fælles i den sorg døden skaber. Jeg bliver stående længe, ikke længere alene, taknemmelig og stille. Tak Oaxaca for at have åbnet til dybere dimensioner i festlighederne.
Så går jeg tilbage til gæsterne, der nu næsten er færdige med en fortrinlig aftensmad. Der er en snak og en udveksling af oplevelser, man rejser sig og udpeger sine yndlingsudklædninger. Et par børn på stylter i skelet-trikot er meget dygtige og rager op over mængden. I morgen aften skal vi ud på byens kirkegård.
Morgenen tilbringer vi i tempelbyen Monte Albán på toppen af et bjerg 10 km fra byen. Her fordyber vi os i fortidens pragt, og der er ikke andre kranier end dem fra udgravningerne.
Eftermiddagen byder på fritid til mødet med det uventede. Der er rigeligt, og det er fantastisk og bedre end Coyoacán. Hver butik, hver restaurant, alle steder er der altre eller opstillinger og udklædte folk. Min yndlingsopstilling er Rolling Stones i aktion på en scene, som skeletter i næsten naturlig størrelse. Vidunderligt vellignende.
Der er heldigvis ingen skeletter på værelserne
Da vi næste morgen kommer ind til selveste Mexicos Citys centrum, er døden der igen! Hele den store cementerede plads, zókaloen, er blevet forvandlet til en kirkegaard. Smukt placeret i lange, lige rækker er der blomsterdækkede grave. Et flor af glødende orange blomster mod cementens grå farve.
Et flot syn og hovedstadens hyldest til traditionen. Vi beundrer det og bliver enige om, at når selve dødedagene kommer, vil det være fantastisk at se hundredevis af mennesker i den installation; en af gæsterne i gruppen kommenterer, at for den enkelte beboer i byen vil det måske være særlig dejligt at være der, hvis ens familie bor for langt væk.
På det antropologiske museum har man valgt at fejre dagene med en udstilling ved indgangen: en lerklinet hytte med et blomstersmykket gravsted ved siden af. En ensom kvinde knæler ved graven, hvorpå der er anbragt mange stearinlys, mad og drikke. En skilt forklarer: Dødedagstraditionen i delstaten Michoacan. Bevægende.
På den første dag ender Mexico City-rundvisningen i Frida Kahlos bydel; boheme- og kunstnerkvarteret Coyoacán. På markedet kan man købe kranier og skeletter i alle størrelser, hængt til udstilling også over slagterafdelingen. Jeg overvejer et mellemstort skelet til bussen men afstår alligevel.
Fra bænkene på torvet ser vi på bylivet. Det er alle tiders. De unge går rundt og holder forprøve på dødedagene i sorte trikot’er med skelettet trykt på, ansigtet malet som kranie.
Det er nu godt nok underligt, siger en af gæsterne men griner alligevel, da en skeletudgave af Johnny Depp fra The Pirates of the Caribbean kommer hen og hilser på med et grinende kranie og et grandiøst sørøverbuk… Det er da morsomt! Det er bestemt et hit at være i et kunstnerkvarter i dagene op til selve festlighederne.
Men selv jeg, der er vant til traditionen, bliver nu mærkeligt til mode, da jeg om aftenen står alene uden gæster i en kø. Det er sent. Foran mig er der en lille familie. Faderen og moderen er ikke klædt ud eller malet, men drengen på 5 er i skeletkostume. Hans lille kraniehoved sutter tankefuldt på en slikkepind. Han er snotnæset. Ved siden af hopper hans lille hund glad rundt med et skeletdækken på. Vi er på apoteket.
Da vi tre dage efter ankommer til Oaxaca til den første af dødedagene, den 31. oktober, er vi faktisk vant til det. Hvor vi kommer frem, har vi studeret, hvordan man fejrer døden.
I Puebla er det hele meget kultiveret og smukt ligesom Puebla selv. I Taxco er det overdådigt og forrygende som Taxco selv. Vi har ikke mødt så mange vandrende skeletter som i det centrale Mexico City og Coyoacán, men dog nogle. Den 31. om aftenen vælger alle i gruppen at nyde festlighederne på Oaxacas centrale plads, zókaloen. Fra en restaurant på førstesalen i en svalegang har vi udsigt ud over det hele. Jeg forlader gæsterne. Der er et lille praktisk problem, jeg skal tage mig af på hotellet.
Det er længe siden, jeg har været til dødedage i Oaxaca, og jeg er lidt skuffet og også bekymret på gæsternes vegne. Der er ikke nær den lystighed, som vi oplevede i Coyoacán. Til gengæld passerede vi om eftermiddagen på gågaden nogle ret makabre opstillinger: på fortovet sidder der en kutteklædt teenager, på gaden foran ham ligger der en lille dreng eller pige og spiller døende. Den kutteklædte hakker i den lille med sin store le. Det gentager sig op igennem gågaden. Ved siden af hvert par står der et halloween-græskar, som man kan lægge penge i!
En duft af blomster og jord
Om aftenen den 1. november, alle-dødes dag, står vores gruppe ved indgangen til en af byens tre kirkegårde. Der er mørkt og stille. Selvom et mariachi-orkester synger og spiller, så det gjalder fra både guitarer og trompeter, mærker man dødens nærhed. Det er rigtige grave, vi ser udover. Der er en duft af blomster og stearinlys og jord. Det gør indtryk. Ved nogle grave sidder familie og venner, andre er tomme, endda uden dekorationer. Ved nogle sidder der kun én. Der er tavshed, eller der bliver drukket og spist. Nogle synger, andre betaler et orkester for at give et nummer.
Vi aftaler et mødetidspunkt for afgang og går så ligeså stille i små grupper eller enkeltvis i hver vores rytme ind imellem gravene og oplever hver sit.
Det er her, tror jeg, at hver enkelt i gruppen oplever den anden, den dybere og mørkere strøm under festlighederne. Hver for sig, alene og alligevel sammen - ikke kun med gruppen, men med Oaxacas befolkning, levende og døde. Personligt og som rejseleder er jeg bevæget og dybt tilfreds.
Vi kører hjem gennem natten i flere hold af taxaer. Det tager sin tid. Den 1. og 2. november er der i Oaxaca masser af optog i gaderne alle steder. Hvert kvarter har sit eget optog. De danser igennem de centrale gader til hornmusik og i så festlige skeletkostumer, som kun Oaxaca kan gøre det.
På zókaloen mødes mange optog, der alle handler om døden. Vi genkender orker fra ”Ringenes Herre”. De slås ned af en skelet-troldmand Gandalf med rigtig fyrværkeri. Orkerne falder om og dør under vældig vrælen.
Vi selv - eller i hvert fald et par stykker af os, de unge piger i gruppen - ser nu også godt ud med halvdelen af ansigtet malet som et blomstersmykket kranie.
Det sidste, jeg ser på zókaloen, er en række skeletter, der danser samba til marimba-musik. De bevæger sig smidigt i takt, vrikker og på tælling vender de ryggen til.
Så ryster de med skulderbladene, ribbenene og hofteskålene… og dér, midt på de nøgne haleben, sidder der en lyserød bonny-kaninhaledusk, som ryster på det lystigste…
Så går jeg og de fleste af os hjem i seng, tilfredse og mætte, tror jeg, af al den død og al det forunderlige liv.
Annemarie Flint Bjerre. Tepoztlan, Mexico, 12. december 2016
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.
