En dans med isbjerge

Timingen er perfekt. Vi ankommer præcis som Paaluk navigerer sin båd elegant ind i den lille havn. Han skal tage os på tur ud i fjorden og de omkringliggende små bygder.

Tågen hænger tungt over øerne og det karakteristiske hjerteformede fjeld, der i går fungerede som smukt bagtæppe for vores vandring til julemandens hytte, er helt forsvundet i skyerne. Til gengæld er fjorden en spejlblank overflade, hvor isbjergene poserer med selvbevidst skønhed helt klar over, at de er blandt det smukkeste i verden. Der venter os uden tvivl en fortryllende sejlads.

I horisonten tager farverige småhuse form som maleriske prikker mod det storslåede landskab. Vi nærmer os Ikerasak, hvor vi går i land og bliver vist rundt i den lille bygd. Langs med kajen vidner stablede tomme flasker om en lang vinter, der først nu afslutter sit hvide greb om fjorden – en proces, der dette år har ladet vente på sig.

Paaluk deler historier om, hvordan fjorden om vinteren bliver til en isvej med taxaer – altså rigtige taxaer - der forbinder Uummannaq og Ikerasak. Det virker svært at tro, når man kigger ud over det klare blå vand. I vinterperioden er hele fjorden en stor legeplads for snescootere, hundeslæder - og åbenbart også taxaer. Vi er enige om, at vi bliver nødt til at komme tilbage til Uummannaq til vinter.

Turens sidste stop er storøens (det hedder den) ørkenlignende landskab, hvor den lille båd sejler så nær land, at vi har mulighed for at gå i land og udforske det sære og farverige terræn. Metalliske nuancer af gult, grønt og rødt kappes om vores opmærksomhed, skabt af svovl og jern i jorden – det føles næsten som at være landet på en anden planet.

Min kollega Stine leder efter rubiner, mens Paaluk peger ud mod horisonten, hvor isdækket endnu klamrer sig fast. Han forklarer, at beboerne i de små bygder skal nå til enighed om at bryde isen for at åbne for nye forsyninger. Ikke alle ser dette som gavnligt, da isen tilbyder gode fiskemuligheder, som udgør hovedparten af indtægtskilderne i området.

Vi vender tilbage til Uummannaq, siger tak for en god tur til Paaluk og besøger derefter byens lille museum, hvor de gamle tørvehytter giver et indblik i livet, som det var engang.

Når vi tænker på, at den sidste beboer flyttede derfra først i 1980’erne, vækker det både undren og beundring.

Vejret vender, og vi får en autentisk grønlandsk oplevelse ved at sidde fast en ekstra dag i Uummannaq.

Det kræver åbenbart lidt tålmodighed og fleksibilitet at rejse i Grønland. Ayoe, en anden af mine kolleger, forklarer med et smil, at det er en del af charmen. Den uventede ekstra tid giver os plads til at fordybe os i hverdagen og ikke mindst befolkningen i den lille by.

Om aftenen, da fiskerne er på vej ind fra en dag på havet, går vi en tur på havnen. En mand står og fanger ulke til hans hunde og et helt kuld nye hvalpe. I det kvarter, vi står og snakker med ham, fanger han i hvert fald seks-syv stykker til stor underholdning for nogle af de lokale børn. Næste dag når vi at indtage en sidste frokost på Cafémma. Stedet hvor folk mødes og nyder den gode udsigt, som der står på skiltet over døren.

Jeg er fyldt med spænding, da helikopteren langsomt løfter os fra land. Det er min første helikoptertur – og sikke en formidabel måde at rejse på.

Under os ligger Uummannaqs farverige huse spredt under hjertefjeldet. Jeg ser ud ad vinduet, smiler og tænker 'på gensyn'.

Normalt skulle vi have sejlet fra Ilulissat til EQI-gletsjeren med en af de karakteristiske Targa-både.

Dog har isen endnu ikke sluppet vandet foran gletscheren, og derfor er det ikke muligt at sejle helt op til vores lodge. Det står klart for mig, at Grønland er uforudsigelig. Utæmmelig. Derfor er vi blevet booket på en helikopter senere på dagen, som skal flyve os nordpå.

Således har jeg lige tid til at vandre til Sermermiut og besøge Isfjordscenteret i Ilulissat og lære mere om den is, der fylder isfjorden, og som spiller en så stor rolle i dagligdagen i dette område.

Piloten peger ud mod en kulisse af uendelig hvidt og forklarer, at det er Indlandsisen – den mægtige Indlandsis. Vi flyver i en lille fem-personers helikopter, og jeg har fået en privilegeret plads ved siden af piloten. Herfra åbenbarer landets storslåede skønhed sig for fulde drøn. Wow!

I takt med at vi nærmer os vores destination, fortsætter sceneriet med at imponere.

Gletsjeren tager form i horisonten, mens de små, hyggelige røde hytter på klippekanten ligner små lysende bær på det mørke klippeområde.

En ung kvinde ved navn Astrid hilser os velkommen med et smil og giver os en introduktion til stedet og vores ophold.

Selvom vi kun har været her kort tid, har vi allerede oplevet de store brag fra gletsjerens kælven – en lyd, der vil danne et fascinerende soundtrack til vores ophold. Hver gang braget rammer vores ører, drejer vi instinktivt blikket mod gletsjeren, men altid for sent. Lyden af bragene minder om torden - en lyd, jeg altid har været særligt glad for. Ved EQI er det dog nærmere som omvendt torden; lyden når én efter synet af det faldende stykke is, som netop er brækket af gletsjeren. Tilbage er kun bølgerne i vandet fra det isstykke, gletsjeren netop har frigivet.

Om aftenen nyder vi en dejlig middag og falder let i snak med de andre gæster. Atmosfæren er varm, og de omkringliggende smukke omgivelser synes tydeligt at løfte stemningen.

Næste dag er vi alle trætte. Vi havde hver især følt, at det var synd at lukke øjnene for den storslåede udsigt. Vi ønskede at tage det hele ind, nu hvor vi var her. Men vi finder alligevel kræfterne frem til at følge med Gabriel, en af stedets guider, på en kort trekkingtur til deltaet, hvor han undervejs introducerer os for noget af områdets fascinerende flora og fauna.

Solen står højt på himlen, og varmen trænger grundigt igennem. Grønlands notoriske myg er også begyndt at vise sig, men så længe vi er i bevægelse, er de til at leve med.

Hvis man rejser til Grønland om sommeren, kan man ikke undgå myggene. De er en slags slange i paradiset, hvis man spørger mig. Også selvom man langsomt vænner sig til dem.

Vi har kun haft myggene som følgeskab nær EQI, og efter vandreturen er helikopteren klar til at bringe os tilbage i sikkerhed i Ilulissat, hvor vi atter indlogerer os på Hotel Icefiord. Det føles næsten som at vende hjem.

Når vi i Stjernegaard arrangerer en tur som den, vi har været på i Grønland, er målet at få så meget ud af det som muligt. Vi vil se så mange steder, hilse på så mange mennesker og prøve så mange af vores udflugter som muligt. No rest for the wicked.

Derfor ringer vækkeuret allerede klokken fem næste morgen, så vi kan nå ned til havnen og videre til Qeqertarsuaq på Diskoøen.

Efter et par timers sejlads sejler vi ind i den lille havn på den anden side af Diskobugten. Selvom Diskoøen er på størrelse med Fyn og Sjælland tilsammen, bor der ikke mange mennesker, og øen har en helt særlig atmosfære, som er meget imødekommende, hvilket blandt andet skyldes, at det er en gammel hvalfangerstation, som igennem tiden har været vant til at tage imod mange besøgende. Ugen efter skulle de f.eks. tage imod Kong Frederik og Dronning Mary, og landgangsbroen var ved at blive malet i rødt og hvidt. Det kan ikke være ofte, at de får SÅ fornemt besøg to uger i stræk 😉.

For enden af broen står kæberne fra en bardehval som en velkomstport til øen. Vi bliver hentet ved båden og kørt til Hotel Disko, hvor vi skal overnatte. Her møder vi Camilla, den afgående hotelmanager, og Jensinnguaq, den nye manager. De er utroligt søde begge to, og vi oplever igen den store imødekommenhed. Camilla byder os på en dejlig morgenmad, før vi får en rundvisning på hotellet og den hyggelige lille by.

Hotellets værelser er fordelt i huse rundt omkring i byen, hvilket giver en fornemmelse af at være integreret i det lille samfund. Der er en meget hyggelig og afslappet atmosfære, og vi føler os hurtigt hjemme.

Om eftermiddagen tager vi på endnu en vandretur i den smukke natur, og på vej til basaltsøjlerne ved Kuannit besøger vi et charmerende lille vandfald.

Det er vores fjerde vandretur, og alle har budt på deres egen unikke bid af Grønlands mangfoldige natur.

Landet fortsætter med at imponere og forbløffe mig, og min nysgerrighed over dette vidstrakte, smukke land vokser kun for hver dag, der går. På vej tilbage til hotellet sakker jeg bagefter de andre et øjeblik for at filme et par unge piger, der spiller fodbold ved en af verdens smukkest beliggende fodboldbaner, mens de majestætiske isbjerge troner i baggrunden.

Før aftenens middag når vi også lige akkurat at prøve hotellets nye sauna. Jeg vil gerne prøve alt i livet, så et spring i "ishavet" var umiddelbart fristende. De andre virker mere skeptiske. Men at sidde i saunaen og kigge ud på isbjergene er helt fortryllende.

Efter lidt tid overvinder varmen mig, og jeg hopper i havet. Det er lige så koldt, som det er oplivende. Jeg forstår den lykkefølelse vinterbadere ofte omtaler, og Stine lader sig også lokke og tager et friskt hop i de iskolde bølger. Vi får også overtalt Ayoes skinneben til at dyppe sig. Resten af Ayoes krop kan ikke overbevises.

Opkvikkede og lykkelige går vi tilbage til hotellets restaurant, der byder på snekrabber, der er en af de lokale specialiteter. Vi går i seng, glade og mætte af indtryk.

Næste dag skal vi igen tidligt op for at sejle til rejsens sidste stop Ilimanaq, som ligger syd for Ilulissat.

Her skal vi indlogeres i de luksuriøse Ilimanaq Lodges og spise på stedets indbydende restaurant.

Sikken et indtagende lille sted. I bygden bor omtrent 50 indbyggere, og vi får en personlig rundvisning af John, som er en af de lokale. Han giver os et glimt ind i et liv præget af unikt sammenhold og vintre, hvor bygden i månedsvis er isoleret uden mulighed for nye forsyninger.

Vi tilbringer meget tid i vores hytter, som er så hyggelige og indbydende, at lysten til bare at blive hængende der og skue ud over isbjergene overmander os. Måske er det også fordi, vi er ved at være mættede af indtryk. Måske er det bare min tilbagevendende lyst til at iagttage de fascinerende isbjerge.

Nu, hvor jeg er hjemme igen, og folk spørger, hvad jeg lavede i Grønland, er svaret ganske enkelt: Jeg kiggede på isbjergene danse… og jeg kan næsten ikke vente med at skulle kigge på isbjerge igen.