Timingen er perfekt. Vi ankommer præcis som Paaluk navigerer sin båd elegant ind i den lille havn. Han skal tage os på tur ud i fjorden og de omkringliggende små bygder.
Tågen hænger tungt over øerne og det karakteristiske hjerteformede fjeld, der i går fungerede som smukt bagtæppe for vores vandring til julemandens hytte, er helt forsvundet i skyerne. Til gengæld er fjorden en spejlblank overflade, hvor isbjergene poserer med selvbevidst skønhed helt klar over, at de er blandt det smukkeste i verden. Der venter os uden tvivl en fortryllende sejlads.
I horisonten tager farverige småhuse form som maleriske prikker mod det storslåede landskab. Vi nærmer os Ikerasak, hvor vi går i land og bliver vist rundt i den lille bygd. Langs med kajen vidner stablede tomme flasker om en lang vinter, der først nu afslutter sit hvide greb om fjorden – en proces, der dette år har ladet vente på sig.
Paaluk deler historier om, hvordan fjorden om vinteren bliver til en isvej med taxaer – altså rigtige taxaer - der forbinder Uummannaq og Ikerasak. Det virker svært at tro, når man kigger ud over det klare blå vand. I vinterperioden er hele fjorden en stor legeplads for snescootere, hundeslæder - og åbenbart også taxaer. Vi er enige om, at vi bliver nødt til at komme tilbage til Uummannaq til vinter.
Turens sidste stop er storøens (det hedder den) ørkenlignende landskab, hvor den lille båd sejler så nær land, at vi har mulighed for at gå i land og udforske det sære og farverige terræn. Metalliske nuancer af gult, grønt og rødt kappes om vores opmærksomhed, skabt af svovl og jern i jorden – det føles næsten som at være landet på en anden planet.
Min kollega Stine leder efter rubiner, mens Paaluk peger ud mod horisonten, hvor isdækket endnu klamrer sig fast. Han forklarer, at beboerne i de små bygder skal nå til enighed om at bryde isen for at åbne for nye forsyninger. Ikke alle ser dette som gavnligt, da isen tilbyder gode fiskemuligheder, som udgør hovedparten af indtægtskilderne i området.
Vi vender tilbage til Uummannaq, siger tak for en god tur til Paaluk og besøger derefter byens lille museum, hvor de gamle tørvehytter giver et indblik i livet, som det var engang.
Når vi tænker på, at den sidste beboer flyttede derfra først i 1980’erne, vækker det både undren og beundring.