Vi tager toget, som selvfølgelig ankommer præcis til tiden, til Oi Racecourse Flea Market, det er Tokyos største loppemarked.
Vi går rundt mellem de mange travle stande, og jeg forelsker mig i et gammeldags Panasonic-videokamera, som jeg køber for vores sidste yen. Heldigvis ved jeg nu, hvordan man hæver yen uden problemer. Selvom Marius ikke ligefrem er ”matcha-elsker”, står han alligevel stadig gerne i kø med mig i 30 minutter ved Matcha Asakusa Tokyo. I Japan står man ofte i kø efter noget helt specifikt, matcha, sushi eller kaffe, og jeg begynder langsomt at forstå hvorfor. Min kollega fortalte engang, at han stod i kø i fem timer for en særlig sushibar, og jeg kan nu bedre se, hvad der får folk til at gøre det. Det er helt klart ventetiden værd og måske den bedste matcha, jeg har fået indtil videre.
I går aftes sad vi og søgte efter sushi-steder og opdagede en restaurant, hvor man kunne få lækker Omakase. Det betyder, at kokken bestemmer menuen, og man lader sig overraske. Det kunne vi godt lide tanken om. Vi fandt et lille lokalt sted og besluttede at gå forbi og høre, om der var plads om aftenen. Da vi kommer frem, ser der lukket ud, men jeg banker alligevel på. Skydedøren glider op, vi får et smil og et nik, og pludselig har vi bord. Det føltes som et lille Japan-jackpot.
Vi skynder os mod toget for at nå hjem og gøre os klar. Én japansk øl på værelset som en lille fejring af, at vi fik bord. Klokken 19 står vi foran restauranten igen og bliver mødt af den samme søde kvinde, der viser os hen til baren, hvor vi skal sidde. Nu er det ellers kokkens show. Stemningen føles som at træde ind i nogen andres familieaften. Der hænger billeder på væggene, og to kvinder arbejder koncentreret i køkkenet.
Den ene fortæller, at hun er 94 år, og jeg kan ikke lade være med at beundre, hvordan hendes hænder stadig arbejder så sikkert og elegant.
Hun rækker os en avisartikel, der fortæller, at restauranten har gået i arv i generationer, og at det er ret usædvanligt med kvinder i køkkenet i Japan. Det gør oplevelsen endnu mere speciel. Skydedøren glider op, og tre lokale sætter sig ved siden af os og bestiller, som om de kan menuen i søvne. Vi har bestilt en flaske Chardonnay, og de lærer os at sige skål på japansk ”Kampai”, som bliver sagt en del gange i løbet af aftenen og med lidt mere selvtillid for hver skål. Maden smager fantastisk, og det føltes som om, vi blev en lille del af stedet.
