Individuelle rejser til Indien

Hvis der er ét billede fra Indien, der brænder sig fast på nethinden, er det alle køerne. Koen er hellig i hinduismen og ses som symbol på liv og gavmildhed, fordi den giver mælk, uden at kræve noget tilbage.

Og derfor bevæger køerne sig ganske frit gennem både storbyer og landsbyer. Midt i trafikken, foran butikker eller henslængt i skyggen på en markedsplads – ingen jager dem væk, og biler og scootere viger tålmodigt udenom, som om de var hædersgæster i byens kaos.

I Delhi kan du opleve en ko, der lægger sig midt i et travlt kryds, mens bilhorn og scootere dytter ad hinanden omkring den. I Jaipur står køerne ofte og gumler fredeligt i vejkanten, omgivet af gadesælgere, farverige sari’er og duften af krydderier. Og i Varanasi kan du møde dem helt nede ved flodbredden, hvor de vandrer side om side med pilgrimme på vej i Ganges – som en ganske naturlig del af byens spirituelle liv.

For en rejsende føles mødet med køerne både surrealistisk og charmerende, som en bemærkelsesværdig påmindelse om, hvordan  hverdagsliv og spiritualitet smelter sammen i Indien.

Det indiske jernbanenet er som et land i landet. Millioner af mennesker rejser hver eneste dag ad de mere end 68.000 kilometer spor, og på de over 7.000 stationer summer det af liv fra tidlig morgen til sen aften.

Når du træder ind i en togvogn, møder du en miniatureudgave af Indien selv. Pilgrimme i farverige kjortler sidder side om side med forretningsfolk og børnefamilier med madpakker, og du mærker, hurtigt hvordan jernbanen fungerer som landets store fælleskøkken – et sted, hvor samtaler opstår på tværs af forskelle.

På stationerne er stemningen lige så intens med råb fra gadesælgere, tunge kufferter, der slæbes hen over perronen, og duften af chai, der serveres i små lerkrus, kulhads, som knuses mod jorden, når teen er drukket. En tradition, der i mange år blev skubbet i baggrunden af plastik og pap, men som nu er på vej tilbage som både et grønnere alternativ og en vigtig indtægtskilde for pottemagere i blandt andet Uttar Pradesh, Rajasthan og Bihar.

Og så er der udsigten. Når toget sætter sig i bevægelse, er det som at få adgang til et levende galleri af landskaber. Storbyernes larm og kaos glider forbi, afløst af grønne rismarker, små landsbyer og køer, der driver på marken.

Længere mod vest bliver markerne til støvede ørkensletter, og på andre strækninger skifter udsigten til frodige bakkedrag og jungle. Lyset ændrer sig hele tiden – og gennem togvinduet mærker du, hvordan Indien viser nye sider af sig selv for hver kilometer toget tilbagelægger.

I Indien er farver ikke tilfældige – de er en del af sproget, som en helt særlig kode, som alle forstår. Farverne vækker minder, markerer overgange i livet og afspejler tro og tradition. Og man møder dem overalt i gadebilledet, fra sarier og tempeludsmykninger til markedsboder og dekorerede lastbiler.

Rød er lykkens farve. Den ses derfor ved bryllupper, hvor brude bærer tunge silkesarier vævet med guldtråde, og ved templerne, hvor røde blomsterkranse ofres til guderne.

Blå forbindes med beskyttelse og fred. I Jodhpur, 'den blå by', er huse og mure malet i kølige blå nuancer, der siges at holde varmen og insekterne på afstand. Orange står for styrke, mod og spirituel hengivelse. Den ses derfor også ofte på munkekåber, i religiøse flag og de marigold-blomster.

Selv i hverdagen er farverne fyldt med betydning, hvis man kender dem. Kvindernes grønne sarier symboliserer frugtbarhed, og på vejene kører lastbiler pyntet som rullende kunstværker, med påmalede mønstre, slogans og bønner.

Indiens filmindustri er verdens største, målt på antal produktioner. Hvert år bliver der lavet mellem 1.500 og 2.000 film på mere end 20 forskellige sprog.

Bollywood, med centrum i Mumbai, er den mest kendte, men langt fra den eneste. Navnet er en sammentrækning af Bombay (det tidligere navn for Mumbai) og Hollywood, og genren opstod i begyndelsen af 1900-tallet. Bollywood-film er kendt for deres blanding af højdrama, kærlighed, humor, musik og dans – og ikke mindst deres stjerneskuespillere, som ofte opnår næsten gudestatus blandt fans.

Ud over Bollywood findes også Tollywood (telugusproget film fra Hyderabad), Kollywood (tamilsproget film fra Chennai) og en lang række andre regionale filmindustrier, der hver har deres egne stilarter, stjerner og meget trofaste publikum.

De fleste indiske film er dramatiske og episke i både længde og indhold. Ofte varer de tre timer fyldt med musik, dans, drama og kærlighedshistorier. Sange og dansenumre er en fast del af fortællingen, og publikum kan tit synge med på de fleste af teksterne.

En tur i biografen er derfor sjældent en stille oplevelse i mørket. Mange steder klapper, hujer og synger publikum med på filmen, hvis da ikke de råber til skuespillerne på lærredet, som om de kunne høre dem. For mange indere er film derfor ikke bare underholdning, men en social begivenhed, et frirum og en dybt integreret del af en fælles kultur.

Indiens gadekøkkener er en kombination af teater, håndværk og gastronomi. På mange gadehjørner står sælgere, der med imponerende hastighed former, fylder og serverer retter, som forsvinder lige så hurtigt, som de laves. Mange har sågar specialiseret sig i én enkelt ret, som de har perfektioneret gennem årtier.

Pani puri er en af de mest populære snacks. De små, sprøde kugler fyldes med krydret kartoffel, kikærter og syrlig tamarindvand – og spises i ét bid, inden de falder sammen. Masala dosa, en sprød pandekage af ris og linser, og samosaer er også populære snacks på gaden.

Regionerne har hver deres specialiteter: I Delhi er chaat-standene berømte for deres krydrede og syrlige smagskombinationer, især aloo tikki (krydrede kartoffelbøffer) og papdi chaat (sprøde chips med yoghurt, chutney og krydderier) hitter her. I Mumbai er vada pav, en krydret kartoffelbøf i en blød bolle med chili og chutney, ofte kaldt 'Indiens burger', et must - mens Kolkata er kendt for sine kathi rolls, et fladbrød rullet om marineret kød, æg og grøntsager.

For mange indere er gadekøkkenet ikke et billigt alternativ til restauranten, men en helt naturlig del af dagligdagen – et mødested, et hurtigt måltid og et sted, hvor maden altid er frisklavet. 

Indien er tøj mere end praktisk beklædning – det er en del af hverdagen, kulturen og festen. 

Kvindernes smukke sarier varierer fra region til region. I Varanasi væves de tunge, forgyldte Banarasi-sarier, mens man i Gujarat og Rajasthan ser de farverige, knytfarvede bandhani-stoffer. Nogle steder er sarien let som et sommertørklæde, andre steder er den så rigt udsmykket, at den næsten føles som et smykke i sig selv.

I storbyerne blandes vestlige styles meget gerne med det moderne. En ung kvinde kan derfor sagtens være iført jeans og sneakers – med en silke-dupatta over skulderen. En forretningsmand kan møde op på kontoret i en klassisk skjorte, men med en traditionel dhoti i stedet for bukser. 

Til festlige lejligheder skifter tempoet. Pludselig er gaderne fyldt med glitrende stoffer, spejlbroderier, guldtråde og turbaner i alle farver. Her er tøjet ikke bare pynt – det er en meget vigtig del af festens puls og kerne.

For den rejsende er det svært ikke at blive draget mod markederne, hvor boderne bugner af håndvævede sjaler, broderede tørklæder og sarier i hele farvespektret. Og mange ender da med at pakke et stykke af Indiens tekstiltradition ned i kufferten – og tage lidt af den farverige hverdag med hjem.