Efter morgenmaden tager I hul på anden del af rejsen. I bliver hentet af en chauffør, som kører jer gennem et stykke autentisk Thailand på vej til Khao Sok National Park.
I stiger ombord på en mindre båd og sejler ud mellem grønne kalkstensøer, der skyder lodret op af det mørke vand og danner en fantastisk kulisse mod den lyse, blå himmel. Måske kender I den berømte Halongbugt i Vietnam og kan se sammenligningen med Cheow Larn-søen. Landskabet her minder i hvert fald om det vietnamesiske, om end det er i mindre skala. Hav eventuelt en let regnjakke parat, for båden er ikke overdækket, så I kan godt blive våde, hvis en regnbyge skulle passere lige netop, når I sejler afsted.
Efter en god sejltur dukker jeres resort op i kanten af søen med fine træhytter, der flyder på pontoner.
I bliver indlogeret i deluxe-værelser med en stor dobbeltseng, og I har egen terrasse. Opholdet på søen inkluderer alle måltider.
Herefter har I tid resten af dagen til at plaske rundt i vandet, sejle i kajak, sidde på terrassen for at nyde udsigten og lytte til dyrenes lyde inde fra land.