Aloha! Naturen kalder
The Garden Island
Det er ikke den største og ej heller den mest befærdede eller den mest beboede ø, men Kauai kan bryste sig af at være den ældste.
Og med alderen kommer i dette tilfælde også en usammenlignelig skønhed. Øen er også kendt under navnet ’Garden Island’, da det er den grønneste i ø-gruppen, og det frodige landskab skyldes, at vulkanøer simpelthen ældes med ynde – og med fem millioner år på bagen giver øens skønhed således fin mening.
Er du landet på Kauai, er det bare med at komme omkring – og det er ikke så svært, da øen ikke er større end Fyn. Et must see er Na Pali-kysten, hvis bedårende grønne klippeformationer er uden sidestykke, men det kræver dog, at du begiver dig til søs eller tager på helikoptertur, hvis du vil have det fulde overblik over klippesiden.
Alligevel bør du ikke snyde dig selv for en tur til fods, hvor du kommer forbi hemmelige strande, rislende vandløb og forfriskende vandfald.
Na Pali er uden tvivl Kauais største seværdighed, men der er mere at komme efter. Besøg også Waimea Canyon, der er kendt som Stillehavets Grand Canyon, og nyd en mere rolig naturoplevelse ved Wailua River.
Sidst men ikke mindst er det værd at lade sig inspirere af de lokale, der til fulde har forstået sig på konceptet ’slow living’.
Surf, historie og storbyliv
Oahu er hjemsted for storbyen Honolulu, Pearl Harbor og den verdensberømte strand, Waikiki, og du kommer ikke til at kede dig, når du befinder dig her.
Øen er interessant for de historieinteresserede, de strandinteresserede og dem, som gerne vil nyde godt af bylivet i tropiske omgivelser, men det er langt fra alt.
Ved øens sydøstlige snude finder du Hanauma Bay, der i 2016 blev kåret til USA's bedste strand og som desuden er et formidabelt snorkel- og dykkerparadis. Foretrækker du en mere rustik og vild strandoplevelse, bør turen gå nordpå til legendariske North Shore, hvor bølgerne lokker verdens bedste surfere til.
Er du ikke garvet ud i kunsten at surfe eller svømme i vilde vande, bør du holde dig på land og betragte surfernes akrobatiske kunnen på bølgen blå. Men det i sig selv kan også blive en oplevelse, du sent vil glemme.
I den nordlige del af Oahu finder man det legendariske North Shore, hvor bølgerne lokker verdens bedste surfere til
Smuk, smukkere, Maui
At være på Maui er som at være i en drøm, du ikke vil vågne op fra, og det er derfor ikke så underligt, at øen tiltrækker utallige bryllupsrejsende.
Maui har lidt af det hele, og du vil både opleve liv og leben såvel som komplet ro og idyl.
Kontrasterne er til at få øje på
Fra den tørre Haleakala National Park, der byder på vulkaner og Hawaiis måske fineste solopgang, er der ikke langt til de omkringliggende tropiske skove, som fx Hana Forest Reserve. Det tropiske miljø fortsætter helt ud til Hana på den østlige kyst, hvor grønne bjerge erstattes af klart, blåt vand. I området finder du flere små vandfald og vandhuller, hvori du kan tage dig en frisk dukkert, og her er det svært ikke at blive smaskforelsket i Moder Jord.
På den stik modsatte side af øen venter andre naturoplevelser.
Ved Lahaina venter pukkelhvalerne, på øens nordvestlige spids, finder du Iao Valley State Park, den smaragdgrønne oase, der er kendt for sine særprægede, spidse klipper.
Vi laver både individuelle rejser til Hawaii, samt krydstogt til Hawaii.
Maui har 11 ud af 13 mulige klimazoner, og det betyder, at du både kan slikke sol, trekke i fugtige regnskove og stå på ski.
Andre læste også
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.