lissabon_plads_01

Lissabon i øjenhøjde

Lissabon i øjenhøjde

Man slæber ikke på fødderne i Lissabon. Så kommer man i hvert fald ikke langt. Jeg lærer hurtigt at kigge ned på de ujævne brosten, overdimensionerede kantsten og småhuller i asfalten, som jeg udforsker de stejle gader i den charmerende hovedstad. Jeg er kastet ind i en labyrint af hemmelige stræder, der alle kan forveksles med den, jeg lige er kommet fra.

Men Lissabon kan sagtens opleves fra gulvet og op. Fortovet er nærmest et levende mosaikpuslespil med blomster og kunstværker i farvede brosten. Sporvognenes skinner skærer sig gennem asfalten og forgrener sig i lokkende spor rundt om hvert et hjørne.

Oplev Lissabon fra gulv til loft. Malede brosten til farvestrålende himmel.

Som jeg vænner mig til underlaget, løfter jeg blikket til øjenhøjde og erkender straks, at der er mere i vente. Vejnavne og husnumre er håndmalede azulejo-kakler i blåhvide nuancer, mens gadelygter har fintslebne krummelure. Der er næsten ikke to af en slags, og det ene kunstværk afløser det andet.

Jeg drister mig til at kigge op. Tagskægget læner sig over gaderne, og slyngplanter hænger side om side med vasketøjet fra de franske altaner og lægger låg på fortovscaféerne, der frister med kolde drinks, musik og sladder.

Lissabon er bygget omkring syv høje, og som du vænner dig til underlaget, kunstværkerne i øjenhøjde og fristelserne fra caféerne, møder du det ene udsigtsplateau efter det andet. Ved Santa Luzia i Alfama-kvarteret, ser jeg for første gang over byen, Tejofloden, den røde hængebro og Kristusstatuen i baggrunden. Lissabon stråler fra top til tå.

Lissabon_brosten_01
azulejos_kakler_bench_01
Lissabon_gadelygte_02
Santa_Luzia_udkigspost_04

Hele paletten i brug

På brede avenuer som Praça Dom Pedro finder jeg skygge under de violette parasoller, palisandertræerne. De farvestrålende klokkeblomster går hånd i hånd med de sejlivede snerler og bougainvilleablomster, der klæber sig til husfacaderne. Men Lissabon nøjes ikke bare med lilla. Kaklerne er blå, teglstenene røde, byhusene mintgrønne eller lyserøde. Sporvognen skal være gul, og de tropiske planter farver byen mere grøn end de fleste europæiske hovedstæder.

Floraen er som taget ud af den danske dagligstue, som fingerfilodendron og Svigermors skarpe tunge dukker op mellem busstoppesteder og travle gader som Avenida da Liberdade. Kaktusser, vildfarne majs, tilfældige appelsintræer og palmer blander sig og gør Lissabon til en frodig storby i tæt samarbejde med de mange parker som Eduardo den 7. Parken. Lissabon er lys, farverig og frodig, og portugiserne selv kalder det den feminine by mod maskuline Porto i nord. Romantikken blæser op ad gaderne i Bairro Alto og Principe Real, og jeg forelsker mig med det samme.

lissabon_roed bro_01
Palisandertraer_01
lissabon_alfama_01
lissabon_sporvogn_05
Den røde og karakteristiske 25. april-broen hænger over Tejofloden fra Lissabon til Almada i 100-meters højde og leder tankerne til San Francisco.

Tusind og én torsk

Byens farver danser, indtil mørket overrasker dig. Skumringen udebliver, mens du nyder et måltid mad på en god restaurant ved Handelspladsen med kig til Triumfbuen og marinaen. Temperaturen afslører intet, og middagen kan sagtens foregå udendørs.

I Lissabon – og resten af Portugal – spiser man fisk. Og meget af det! Jeg hører flere gange, at der findes 1.001 måder at servere torsk, bacalhau, og jeg krydser den ene egnsret af efter den anden. Særligt den traditionelle ’torskekage’ fanger min opmærksomhed. Små kartoffel-torskefritter er stegt, til skorpen er sprød, og smagen til forveksling minder om fiskefrikadellen. Salada de bacalhua e grao, salat med torsk og kikærter, er også et hit, ligesom den grillede og tørrede fisk er et forsøg værd.

Bestil også salada de polvo, blækspruttesalat, caldo verde-suppen, queixadas de porco, braiserede svinekæber, eller det lettere tapasbord til afveksling. Mulighederne er uendelige, og man deler i Portugal! På rundrejser til Lissabon sørger vi for, at du bliver sat godt ind i det portugisiske køkken. Og husk naturligvis vinen til maden – hvilket er meget svært at glemme hernede.

Pastéis bacalhau_01
bacalhau_salted_01
Salad_blaeksprutte_01

Belejlige Belém

I udkanten af Lissabon finder vi bydelen Belém, hvor flere af de absolutte højdepunkter ligger. Først og fremmest oprindelsesstedet til den legendariske cremetærte Pastéis de nata. Munkene på klosteret tjente penge ved at stive tøj med æggehvider, og siden æggeblommerne lå tilbage kom wienerbrødstærten til verden.

Senere solgte munkene opskriften til familien fra kvarterets sukkerraffinaderi, som i 1837 åbnede fabrikken og bageriet Pastéis de Belém klos op ad Jerónimosklosteret. Og forretningen går stadig strålende! Butikken er klædt i blåhvide kakler, har en smal facade men snor sig gennem bygningen til ’det hemmelig rum’, hvor opskriften opbevares i sikkerhed.

Belejligvis ligger Præsidentpaladset et stenkast fra bageriet, og da den første tærte er spist, mistænker jeg, at det næppe er tilfældigt. Pasteis de Belém ser måske ikke ud af alverden fra gadeplan, men tommelfingerreglen i Lissabon er, at de steder, der ser ud af mindst, har allermest på hjerte. Og det historiske bageri passer sandelig ind i tesen.

Med tærten i hånden kan du nærstudere Jerónimosklosterets dekorative manueline-byggestil med stærke referencer til den maritime tradition i landet. Her ligger Vasco da Gama begravet, og klosteret er i dag UNESCO-arv. Skrå ind over den nærtliggende Imperio-park og bevæg dig ned til floden, hvor du med det samme ser Opdagelsesmonumentet og Bélemtårnet i floden. I 1500-tallet stod tårnet midt i Tejofloden, men tidens tand har skubbet det helt ind til byen – tættere på tærterne.  

Pastéis de Belém_04
Jeronimoklastret_02
Belem_tower_lissabon_01
Bélem-kvarteret opleves bedst med en cremetærte i hånden. Slå vejen forbi det historiske bageri, Pastéis de Belém, og kig til Jerónimosklosteret og Bélemtårnet i Tejofloden.

Sightseeing med sporvogn

Jeg kigger lige ind i dagligstuerne og holder øje med mine medpassagerer i 28’eren mod Alfama fra Baixa. Utrætteligt bestiger sporvognene de tunge stigninger og hjælper de lokale til og fra arbejde. Med stil. Her findes også ’turistvenlige’ sporvogne med bedre plads, men jeg hopper på den lokale vogn i myldretiden og fumler med 3€ for en envejsbillet i døren. Billetten kan også købet på stationen Martim Moniz i forvejen, og det sparer en del pres i køen. Heldagsbilletten er en god investering, så du kan prøve flere sporvogne og de tre bjergbaner i byen i et helt døgn.

Dørene smækker og ryster vognen ved hvert et stop. Her tales kun portugisisk, og de 20 sæder er optaget. Børnene tegner på vinduerne med fingrene, mens de ældre damer bølger med hovedet og kigger stoisk frem. De kender hvert et knæk og ved godt, hvornår vognen gynger. Det er ren rutine.

Højdepunkter på 28’erens rute:

  • Kvarterne Alfama, Baixa og Estrela
  • Rua Augusta Triumfbue
  • Handelspladsen
  • São Vicente Kloster
  • São Jorge Borgen

Vognstyreren banker med knyttet hånd på en stor rød knap, som jeg hurtigt lærer at kende. Hornet. Om end det lyder som en klokke. To skarpe signaler vækker de fleste, og knappen er godt slidt. Uopmærksomme fodgængere og parkerede biler får fanfaren med, som 28’eren snegler sig om de skarpeste hjørner. Et ivrigt cykelbud får klokken kastet efter sig to gange, inden vi overhaler. Selv her er der overskud til et høfligt vink fra førersædet.

Pludselig hører jeg en mekanisk råben. Som om nogen hepper på toget. ”Hurtigere!”, ”Kom så!”, lyder min uautoriserede oversættelse. Der fnises i vognen, og blikkene følger samme retning. I refleksionen fra gadens vinduer ser jeg, at cykelbuddet, vi før overhalede, holder fast i vognen, mens han med kirurgisk præcision holder balancen og maner toget frem. Latteren tager til, og vi glemmer for en stund, at vi er midt i myldretiden. Til sidst slipper han taget, modtager en let klapsalve og drejer af.

Jeg stiger selv af et helt tilfældigt sted. 28’eren kører i rundkreds, og du kan vælge at blive siddende, til du genkender området. Men i Lissabon går alt enten op eller ned, og hjem skal du nok finde.

lissabon_sporvogn_09

Smuttur til Cascais

Livet i storbyen – i Portugal som Danmark – kræver ture ud af byen, når weekenden melder sig, eller solen skinner. Og det gør den tit i Lissabon. De lokale tager til Estoril eller Cascais ved kysten, og den helt rigtige måde er med toget. Fanger du toget lige inden frokost, kan du sagtens besøge det lokale cafeteria på stationen, hvor du står i kø med pendlerne. Her koster en sandwich og en juice næsten ingenting, og det kan passende nydes i toget med kig til havet.

En halv time senere står du midt på marinaen i Cascais, hvor den kilometerlange strand ligger for dine fødder. Duften af salt rammer, så snart dørene åbner, indtil kuglegrillen og de grillede fisk blander sig i luften. På gangstien langs stranden og stengærdet, mærker du skvulpet fra bølgerne i ny og næ, mens du næsten misunder løberne, der står op til denne rute hver dag. Surferne danser i havet eller ligger som sæler i overfladen, indtil de pludselig rejser sig og trækker bølgen med sig. Portugal er nok det bedste surfersted i Europa, og i toget herud er der afmærkede områder til surfbrætter, som vi kender det fra cykelvognene i S-toget.  

Udvælg en tilfældig restaurant på marinaen, hvis du er her til aften, og nyd den betagende udsigt over Atlanterhavet, mens du smager på fisken derfra. Du kan altid forlænge rejsen til Portugal med nogle dage i Lissabon eller Cascais, hvor storby og strand går hånd i hånd.

cascais_strand_02
cascais_gade_02
Der er skruet helt op for livsnyderiet i Cascais, Portugals riviera. Her er gode restauranter, autentiske surfshops og rigeligt med kyststrækning at udforske.

Toppen af Lissabon

Tilbage i Lissabon er jeg bekendt med mosaikgulvet, de pudsede facader og fortryllende udsigter. Jeg overskuer efterhånden at kigge både op og ned, og lader endelig sanseindtrykkene overvælde mig. Seværdighederne i byen er absolut værd at se, men gør dig selv en tjeneste og udforsk de snævre gader uden endemål, hvor de assorterede oplevelser gemmer sig.

Find op til São Jorge-borgen med udsigt over de røde tegltage, hvor aftensolens genskær springer. Kirkeklokkerne kimer nede fra byen, og påfuglene i borgparken skriger i den ellers stille aftenstund. Du runder så let som ingenting 15.000 skridt, inden du sætter dig til rette på restauranten i det historiske kvarter, Bairro Alto, for at overvære en autentisk Fado-optræden og komme helt tæt på portugisernes folkesjæl. Musikken og guitarspillet er egentligt melankolsk, men oplevelsen er hjertevarm.

Som jeg forlader restauranten, lægger jeg kort og telefon i lommen og bliver væk med vilje. Min opmærksomhed er overladt til byens scene. Jeg studerer igen brostenenes hemmeligheder, inden en klokke vækker mig fra trancen. Den lyd kender jeg! Jeg kigger op og ser sporvognen nærme sig, inden jeg skynder mig over vejen og forsvinder i de smalle stræder. 

- Af Mads Holst, tekstforfatter Stjernegaard Rejser

Sao_Jorge borg_08
Det portugisiske flag vajer på toppen af São Jorge-borgen, hvorfra solnedgangen spiller en strålende rolle.
like.svg

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

happy.svg

90% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

trust

"Fremragende" 4,8 af 5 (1.480 anmeldelser)