Individuelle rejser til Laos

Laos er et land, hvor tiden ikke styrer menneskerne – men omvendt.
Her mødes du af et smil og sætningen Bo pen nyang – “det gør ikke noget” – som du hører overalt.

Toget er forsinket? Maden tager lidt længere? Ingen stress. Det er en livsfilosofi, ikke en undskyldning. Netop derfor er Laos et sted, der nærmest virker helende at rejse i.

Den rolige høflighed, den måde folk bare er i verden på er bemærkelses - og beundringsværdig - og kan i bedste fald smitte.
I stedet for attraktioner, der kræver, at du ser alt på én gang, får Laos dig nemlig til at sænke farten og lade oplevelserne komme til dig.

Det føles næsten som en lettelse – et sted, hvor man ikke skal præstere for at være til stede.

Mekongfloden snor sig som en livsnerve gennem Laos i en vidunderlig strøm af vand, handlende og historier, som livet har formet sig her i generationer. Langs bredden er det hverdag. Her foregår dagliglivet som det har gjort i århundreder. Børn bader i floden, fiskere kaster deres net i morgentågen og kvinderne vasker tøj, mens de taler sammen.

En sejltur på Mekong er som at følge landets puls i slowmotion. I solnedgangen bliver vandet kobberfarvet og landsbyerne på bredden gløder i det sidste lys. Man passerer templer, jungle og små markeder, hvor handlen foregår direkte fra bådene.

Og her mærker man Laos’ grundtone: Enkel og tålmodig – som floden selv.

I Laos’ nordlige landsbyer finder man huse, som er bygget på pæle. Dette er en arkitektonisk tradition, der er både praktisk og poetisk. Pælene løfter huset fra jorden, så luft og skygge kan cirkulere nedenunder ogsamtidig beskytter mod oversvømmelser og dyr.

Samtidig bliver pladsen udbyttet til opbevaring af høsten, skygge til husdyr og børn, som nyder at lege i det kølige sand under trappen.Husene bygges stadig i teak eller bambus, ofte uden brug af søm, og mange landsbyer bygger dem i fællesskab.

Det er en del af en livsform, hvor naturen ikke bekæmpes, men arbejdes med. Træet ældes smukt, og duften af røg fra ildstederne blandes med frisk regn. Det er ikke nostalgi – det er funktionel skønhed, formet af klima, fællesskab og erfaring.

Laotisk mad er enkel, frisk og fuld af smag – og ofte langt grønnere og lettere, end mange forventer. Essensen er balance mellem surt, salt, stærkt og friskt, og maden laves for at blive delt mellem mennesker.

Ved bordet står små skåle med laap (krydret salat af hakket kød eller fisk med urter og lime), tam mak hoong (papayasalat) og khao niao – klæbrige ris, der formes i hånden og bruges som ske.

Det laotiske køkken minder på nogle punkter om det thailandske, men smagen er mere afdæmpet og urterne mere dominerende. Friskhed er altafgørende – maden tilberedes sjældent på forhånd og grøntsager, lime og chili ligger fremme på markederne i store, duftende bunker.

Ingredienserne kommer direkte fra naturen. Fisken fanges i floderne, urterne dyrkes i baghaverne, og chilien tørres i solen på hustagene. Maden er ikke pyntet, men ærlig – og den fortæller meget om Laos selv.

Laos bærer på en tung arv. Under Vietnamkrigen blev landet det mest bombede i verden pr. indbygger, en tragedie, som stadig mærkes. Mange områder renses fortsat for ueksploderet ammunition, og lokale organisationer uddanner både børn og voksne i at leve sikkert med dén fare i hverdagen.

Men det, der virkelig gør indtryk, er landets måde at håndtere sig selv på. I stedet for en måske retfærdig bitterhed, finder man stædighed og håb - et fokus på fremtid fremfor fortid.

Et eksempel herpå er landsbyen Ban Napia, hvor der smedes metalsplinter fra bomber om til smykker og skeer, som et stille symbol på, hvordan krigens rester kan udvikles til noget smukt og brugbart. 

Hver morgen i de tidlige timer, før solen står op, bevæger rækker af munke sig gennem byernes gader i stilhed. Klædt i safranfarvede dragter og bare fødder mod fortovet modtager de dagens madgaver fra de lokale – ris, frugt, grøntsager – en tradition kaldet tak bat.

I Luang Prabang, landets tidligere kongeby, er dette syn særligt rørende. Det er ikke en turistattraktion, men et udtryk for et levende og ydmygt fællesskab. Munkenes fredfyldte tilstedeværelse præger hele byens stemning, og selv trafikken står stille, mens processionen passerer. Man mærker her, hvordan troen her ikke er noget, der markeres én gang om ugen - og ved særlige højtider - men som en del af hverdagen – stille, respektfuldt og konstant.