Rejse til Svalbard
Et vintereventyr på kanten af verden
Et vintereventyr på kanten af verden
En rejse under polarnattens himmel
Et sted mellem Norge og Nordpolen ligger Svalbard. En lille klynge af øer på kanten af verden hvor den nådesløse vildmark danner rammen om et vintereventyr, der tager os helt tæt på naturen og sågar noget uhåndgribeligt himmelsk.
Vi har base i Longyearbyen, verdens nordligste by blot et stenkast fra den uendelige vildmark, som vi udforsker under polarnattens stjernehimmel og nordlysets forunderlige lysshow. Vi skal smage rensdyrgryde og andre vildmarksspecialiteter i flammernes skær, når vi besøger en bjælkehytte i vildmarken, og vi skal køre på hundeslæde hen over vinterens kåbe af is i jagten på nordlyset.
Menneskets dans med naturens barske luner bliver et tilbagevendende omdrejningspunkt, når vi dykker ned i historien, besøger en nedlagt kulmine og fornemmer et hverdagsliv, der på denne årstid er mørklagt men langt fra slukket.
Det er ikke tilfældigt, at rejsen til Svalbard ligger på lige netop disse datoer, hvor månen er ny og dermed efterlader himmellærredet så sort som muligt. For jo mindre lys, jo mere træder nordlysets blågrønne farvespil i karakter. Samtidig får vi chancen for at sanse naturens storhed på en markant anderledes måde, end vi er vant til, når landskaberne på denne årstid ligger i dvale under et tæppe af is, der efterlader en mærkbar ro.
Vi rejser i små grupper á 15-25 deltagere og en dygtig dansk rejseleder med et særdeles godt kendskab til den arktiske natur. Morgenmad og aftensmad er inkluderet alle dage, inkl. en uforglemmelig aften i autentiske omgivelser på Camp Barentz i vildmarken.
Glæd jer til et vintereventyr i Svalbards utæmmede natur i nordlysets skær.