Skip to main content

Udflugtspakke til rejsen Tid til fordybelse med 6 halv- og heldagsudflugter

bali - payngan rafting bali - ubud_rismark_08

6 halv- og heldagsudflugter med dansktalende rejseleder

Alle udflugter bliver afviklet med maksimalt seks personer i gruppen sammen med en af vores populære dansktalende, balinesiske guider.

Skildpadder, orkidéer og vandfald – heldagsudflugt

Besøg ved Saba-skildpaddecentret på Balis østkyst. Centret arbejder målrettet med rehabilitering og bevarelse af de truede havskildpaddearter. I ser, hvordan havskildpaddernes æg ligger beskyttet i sandet, og hvordan personalet behandler syge skildpadder for at bevare standen. Hvis I ønsker at ”adoptere” en skildpadde, er I med til at sætte den fri i havet – adoptionen af babyskildpadderne er også inkluderet i turens pris – bemærk dog, at det som oftest kun er muligt fra april til oktober.

I besøger også det smukke Tegenungan-vandfald og den imponerende orkidépark, hvor der er mulighed for at spise frokost (ikke inkluderet). Glæd jer til duften af mos og vilde orkidéer og til at nyde udsigten over floden, mens I bevæger jer ned ad trapperne til bunden af det brusende Tegenungan-vandfald. I er tilbage i Sanur midt på eftermiddagen.

Morgencykeltur i Sanur – halvdagsudflugt

Sanur skal opleves på cykel, og vi anbefaler denne hyggelige tur, hvor I bliver introduceret til byen i et adstadigt cykeltempo. Turen starter fra éL Hotel & Resort, og I hopper i sadlen før solopgang, og begiver jer ud i byen, der langsomt vågner. I kører ad små veje videre til det ægte lokale marked i Sanur, hvor der købes ind til dagens måltider, og hvor der er rig mulighed for at nyde de mange eksotiske dufte og få fingre i balinesiske krydderier.

I besøger en lille vegetarrestaurant, hvor I får en smagsprøve sammen med en tiltrængt kop te eller kaffe. Herefter cykler I langs byens lange strandpromenade og besøger et tempel, der ligger smukt ved mangroveskoven. På vej mod Mertasari-stranden ser I rismarker og i sommersæsonen er der mulighed for at nyde de store drager, der kunstfærdigt hænger over jeres hoveder.
Vi har inkluderet en let morgenmad. I er tilbage på jeres hotel op ad formiddagen.

Oplev balinesisk kultur og køkkenkunst – halvdagsudflugt

Dagen begynder tidligt på det lokale marked, hvor I sammen med professionelle kokke køber ind og håndplukker råvarerne og krydderierne til dagens arbejde. I skal besøge Darma, der er vores vært og en dygtig kok. Han bor med sin familie i et traditionelt balinesisk familiehus. I løbet af dagen guider Darma jer gennem hele processen fra tilberedning af råvarerne til madlavning over åben ild. I lærer traditionelle teknikker og får opskrifter, så I kan mestre balinesisk madkunst i jeres eget køkken, når I på ny er tilbage i Danmark. Derudover lærer I også, hvordan man laver de allestedsværelse offergaver, og hvad de betyder.

Til allersidst får I en introduktion til Balis mange kaffesorter og bliver meget klogere på, hvordan den traditionsrige kaffe tilberedes. Dagen afsluttes med en fælles frokost, hvor I nyder jeres frisklavede retter i familiens hyggelige hjem, hvorefter I bliver hentet og transporteret tilbage til hotellet, hvor I ankommer sidst på eftermiddagen.
Frokost er naturligvis inkluderet.

Hjemme hos balinesiske maskeskærere – heldagsudflugt

Efter morgenmaden forlader vi hotellet og kører afsted mod Ubud. Første stop er Batuan-templet, der er et af de ældste hinduistiske tempelkomplekser på Bali og kendt for klassisk arkitektur og rigt udskårne vulkansten. Vi tager vores sarong på i respekt for de lokale og deres guder og efterlader en lille donation. Templet er særdeles aktivt med regelmæssige ceremonier og en særlig lokal kunsttradition, så det er ikke usandsynligt at vi får en ekstra oplevelse på dagen. Herefter fortsætter vi til en ganske spændende familie i Ubud, hvor vi bliver introduceret til maskemagerens hemmelige værksted.

Familien har gennem generationer produceret de allestedsnærværende masker, som anvendes til religiøse ceremonier og teater. Vi møder de to generationer hjemme i deres private hjem, hvor de også giver os en introduktion til maskernes karakter. Vi spiser frokost hos familien på deres veranda og får et godt indtryk af, hvordan tre generationer deler de hemmelige opgaver under fælles tag. Glæd jer, for her kommer vi virkelig bag facaden og får en unik oplevelse. Vi er retur i Sanur hen på eftermiddagen.
Vi har inkluderet frokost.

Ubud og grønne risterrasser – heldagsudflugt

Mange tænker nok blandt andet på irgrønne rismarker i terrasser, når de tænker på Bali – og i dag skal vi opleve rismarkerne ud for Ubud på en vandretur igennem alt det grønne. Vi besøger Tegallang-risterrasserne, hvor landskabet falder i den helt rigtige hældning, og som tryllebinder enhver, der er heldige nok til at se det. Vi går en tur gennem markerne og er der tid til det, besøger vi en familie, hvor vi måske er heldige at blive inviteret indenfor til en forfriskning. Inde i Ubuds centrum spadserer vi gennem byens gader, inden vi ender ved Monkey Forest, en tropisk skov midt i byen, der er hjemsted for mange hundrede sjove, langhalede makak-aber.

Ubud har siden 1930'erne været Balis kulturelle centrum. Her har kunstnere fra hele verden fundet et fristed, og de smukke omgivelser har været en uudtømmelig inspirationskilde for bl.a. malere, skulptører og træskærere. Vi besøger også et legendarisk hus i Ubud, hvor Ibu Rai boede med sin familie. Ibu Rai blev født i 1925 og blev op gennem 1950-60erne et ikon og tilløbsstykke blandt rejsende, som valfartede til hendes lille warung for at spise hendes traditionelle madretter. Vi besøger familiens private hjem og får gennem familiens historie indsigt i den balinesiske kultur og historie gennem deres private fotografier og indretning.

Vi spiser frokost ved Ubuds smukkeste tempel, det ikoniske Pura Taman Kemuda Saraswati, der også bliver kaldt for Water Palace. Herefter har I tid på egen hånd til at gå på opdagelse i byens små gader og stræder. Her er masser af fristende butikker, og det lokale marked bugner med brugskunst og meget andet. Vi kører retur til Sanur sidst på eftermiddagen.
Vi har inkluderet frokost.

Blød rafting og vandretur i Payungan Village og rismarker – heldagsudflugt

Glæd jer til en dag fyldt med unikke oplevelser. I øens centrale højland er landskabet lidt smukkere, de grønne risterrasser springer lidt mere i øjnene, og landsbylivet er lidt mere autentisk – bl.a. i den lille landsby Payungan, der byder på vaskeægte, uspoleret balinesisk landsbyliv. Vi har de seneste mange år haft et tæt samarbejdet med landsbyen, Payungan Village, hvor vores gæster bliver vist rundt og får et unikt indblik i den landlige idyl og fantastiske natur uden for Ubud.

I dag skal vi også ud at rafte. Efter en god times køretur nordpå kommer I til Telaga Waja, hvor kompetente folk giver jer en introduktion samt udstyr til raftingturen. I sidder solidt placeret i gummibåden på vej ned ad floden, imens noget af Balis smukkeste natur glider forbi. I stopper fra tid til anden, og undervejs kan I få et sug i maven, når lattermusklerne bliver rørt, men det bliver alligevel ikke vildere, end at børn ned til otte år kan være med.

Raftingturen strækker sig over 18 kilometer og tager omkring 2,5 timer, og bagefter glider I ind til bredden. Her vil der være mulighed for at skifte tøj, inden I kører den korte tur til Payungan Village, hvor en god og velfortjent balinesisk frokost venter jer.

Udflugtspris
Pris pr. person kr. 1.595

Fakta om udflugten

  • Dansktalende rejseleder
  • 4 heldagsudflugter
  • 2 halvdagsudflugter
  • Frokost
Bali (1)

Triska var helt fantastisk hele vejen igennem, hun gav et grundigt og spændende indblik i balinesisk levevis, deres traditioner og kultur, som vi ikke kunne have fået af en ikke-indfødt rejseleder.

Mette, Svenstrup
4.7
Læs flere udtalelser her

Rejser, hvor udflugten er mulig

Ring eller skriv til os

Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00. 

4526 0000
Stjernegaard Rejser Stjernegaard Rejser KH
Like

91% af vores gæster giver topkarakteren 8, 9 eller 10

Happy

91% af vores gæster vil klart anbefale Stjernegaard

Trust

"Fremragende" 4,9 af 5 (2.700+ anmeldelser)