PEKUTATAN
Halvdagsudflugt i lokalområdet til havskildpaddecenter og landsbyen
Besøg ved havskildpaddecentret ved Perancak Beach, hvor havskildpaddernes æg samles ind og de udklækkede unger sættes fri i havet. Herefter besøg i fiskerlandsbyen af samme navn , hvor der bygges skibe på stranden, der ligner vikingeskibe, og i landsbyens tempel, hvor der ofres bl.a. blomster og røgelse til guderne. Inkl. frokost.
Halvdagsudflugt med besøg på en farm og inkl. frokost hos lokal familie
I besøger en lille lokal farm i landsbyen Mediwe, hvor I får mulighed for at deltage i arbejdet i marken med f.eks. plantning af ris og pløjning med okse i rismarken - en meget autentisk oplevelse. I besøger også landsbyens skole, og ved frokosttid dækkes der op i en pavillon i rismarken, hvor I spiser en lokal frokost sammen med en familie.
Sightseeing transport Pekutatan - Ubud
Heldagsudflugt på vej til Ubud, hvor I besøger de kurveformede risterrasser ved Belimbing, måske de smukkeste på Bali. I går en tur og drikker en kop kaffe på en lokal warung. Herefter kører I til Munduk, et område med spektakulær natur med grønne rismarker og knejsende vulkaner. Frokost med udsigt og herefter videre til Munduk Waterfall og til det smukke Ulun Danu-tempel, der ligger idyllisk midt i en sø. Inkl. frokost
UBUD
Heldagsudflugt med besøg på atelier, marked og frokost på økologisk restaurant
Guidet spadseretur gennem Ubuds gader, stræder og hemmelige stier med besøg i den berømte kunstner Gusti Nyoman Lempads atelier og hos en lokal kunstner, der arbejder efter samme principper som den store mester. Indsigt i en balinesers dagligdag i den lokale banjar (forsamlingshus) og i templet og smuk vandretur langs rismarkerne ud til økologisk restaurant, hvor frokosten indtages. Inkl. frokost.
Halvdagsudflugt med cykeltur
Cykeltur i adstadigt tempo ad snørklede småveje gennem Ubuds landlige idyl, hvor I oplever autentisk landsbyliv, betagende natur og stor gæstfrihed. Cykelturen slutter på Sindu-markedet, hvor de fine offerkurve sælges i tusindtal. Alle kan deltage på cykelturen. Inkl. frokost.
Sightseeing transport Ubud - Lembongan Island
Heldagsudflugt fra Ubud til Lembongan med besøg ved de berømte risterrasser ved Tegalalang med introduktion til det særlige vandingssystem. Herefer besøg ved Sebatutemplet, hvor det hellige vand flyder i bassinerne. I landsbyen Bayung Gede ser I, hvordan befolkningen lever meget traditionelt. Her hænges moderkager op i træerne pakket ind i kokosnøddeskal. Frokost ved Kintamani med udsigt til kratersøen Danau Batur, inden I er fremme på stranden i Sanur, hvorfra færgen til Lembongan afgår. Inkl. frokost.
LEMBONGAN
Halvdagsudflugt med ørundtur eller snorkling
Vælg mellem en ørundtur med engelsktalende guide med besøg ved øens forskellige strande, på en tangfarm, den berømte hængebro til naboøen Ceningan og en rolig sejltur i mangroveområdet. Eller en snorkeltur fra Mangrove Point, hvor I sejler ud til Manta Bay og Crystal Bay (eller et andet sted afhængigt af vejr- og strømforhold) med store chancer for at se havskildpadder, masser af fisk og måske rokker (mantarays). Inkl. frokost.