Aswan - Den smukkeste by langs Nilen
Langt de fleste besøgende i Aswan oplever byen på en hvirvelvindstur som del af et nilkrydstogt til Philae-templerne syd for byen.
Men bliv i Aswan et par dage, og du vil hurtigt opdage, at denne traditionsrige kulturby på grænselandet mellem nubien og det gamle Egypten har rigtig meget at byde på - foruden sin guddommeligt smukke placering langs Nilen.
Hvis jeg var farao over Egypten, ville jeg bygge mit palads her! Ingen andre steder! Således tænkte jeg, da jeg trådte hen til kanten af det lille bjerg og kiggede ned over Nilen, der lå for fødderne af os som et langt, blåt bånd af liv mellem høje, gyldne sandklitter. Hvide sejl fra de lokale felucca-både gled yndefuldt ind og ud mellem de utallige grønklædte småøer og granitklipper, der hævede sig op af vandet. På den fjerne bred kunne vi skimte resterne af gamle gravkamre, og kiggede vi i den anden retning - mod syd - ophørte alle tegn på menneskelig aktivitet.
Her tog ørkenen over og strakte sig så langt øjet rakte mod det gamle rige Nubien, der i sin tid lå syd for det gamle Egyptens yderste grænse.
Men trods den fabelagtige udsigt lå der intet palads på den lille bjergtop. I stedet havde en lokal familie opført en lille, simpel restaurant på stedet. Det var sidst på eftermiddagen, og familien var i fuld gang med at gøre klar til aftenens gæster. Vi afgav vores bestilling og satte os ved et bord helt ude på kanten af klippen. Endnu var vi de eneste i restauranten, men jo tættere på solnedgangen, vi kom, jo mere selskab fik vi ved bordene omkring os.
Da solen nærmede sig horisonten var restauranten fuld af mennesker, der alle stod betagede og nød det fantastiske syn over verdens længste flod, der i årtusinder har gjort det muligt at udvikle en stor civilisation midt i Nordafrikas vidtstrakte sandørken.
Masser af opmærksomhed
Nilen er flot langs hele sit løb. Men det, der gør Nilen ved Aswan særligt spektakulær, er de mange øer i floden. Det var disse øer, der var vores mål, da vi næste morgen trådte ud i Aswans gader.
Trods det tidlige tidspunkt var der allerede livlig aktivitet langs Nilen. Både med hvide sejl zigzaggede mellem hinanden ude på floden, alt imens håbefulde kaptajner forsøgte at kapre kunder inde på bredden. Det varede da heller ikke længe, før de fik øje på os og med al magt prøvede at overbevise os om deres bådes fortræffeligheder.
Vi valgte en ældre herre med et venligt ansigt. Han var klædt i den traditionelle, løstsiddende klædedragt, og hans solbrændte hud afslørede, at han havde levet et langt liv udendørs langs Nilens solbeskinnede bredder.
Nubiske landsbyer på Elefantine-Øen
Det tog ikke mange minutter at krydse vandet til Elefantine, men alligevel var det som at ankomme til en ganske anden tidsalder. Aswan har altid ligget på kanten af verden. For de gamle egyptere var dette landets sydligste grænse. Det var her, civilisationen sluttede, og det vilde Nubien begyndte. Selv den dag i dag er Aswan det sydligste punkt, de fleste turister i landet oplever. Nogle fortsætter på en dagtur til Ramses II's mægtige klippetempler ved Abu Simbel. Men de vender hurtigt tilbage igen til Aswan.
Trods den afsides beliggenhed bærer byen præg af påvirkning fra både faraoerne, romerne, den koptiske kirke, islam og naturligvis det 20. århundrede. Men der er også et andet folkeslag, der har sat sit præg på byen. Et folkeslag, man normalt sjældent kommer i kontakt med, og som de gamle egyptere gik langt for at undgå; nubierne.
I mere end 5.000 år har folk boet på Elefantine, og der ligger stadig to små nubiske landsbyer på øen. Vi gik i land ved landsbyen Koti, og slentrede på må og få gennem byens få gader. Sammenlignet med den moderne by inde på bredden var Koti som et levn fra en for længst forsvunden tid. En lille, tidløs verden med små gyder og traditionelle huse, hvor folk stadig maler billeder over døren, når de vender hjem fra en pilgrimsfærd til Mekka. Uden for byen tog markerne over og omgav os med et frodigt, grønt landskab, der stod i skærende kontrast til ørkenen inde på bredden.
Herskeren over Nilen
På Elefantines sydlige spids fandt vi ruinerne af oldtidsbyen Abu, der i sin tid var helligdom for guden Khnum. Denne gud med vædderhoved var særdeles vigtig for de gamle egyptere. Ikke blot havde han skabt mennesket, det var også ham, der kontrollerede Nilvandets løb. De gamle egyptere var stærkt afhængige af Nilens årlige oversvømmelser, så det var af enorm vigtighed at holde sig på god fod med Khnum. I dag ligger byen og hans tempel i ruiner, men det er stadig muligt at se to gamle nilometre, der blev brugt til at måle oversvømmelsen med.
Et nilometer er reelt set en trappe, der fører ned under vandet. Langs siderne af trap pen er der indhugget mål for, hvor højt over bunden, man befinder sig. Når vandet i Nilen begyndte at stige, blev trappen oversvømmet, og man kunne aflæse vandhøjden på siden af trappen. Jo højere vandstanden steg, jo bedre en høst havde man i vente. Derfor blev målingerne ved Abu også brugt til at bestemme, hvor meget bønderne i det pågældende år skulle betale i skat.
Abu forblev en vigtig tempelby frem til den græsk-romerske periode. Men med ankomsten af kristendommen i det 4. århundrede mistede byen sin betydning og henfaldt langsomt til den ruin, der mødte os den dag på Nilen.
En overraskende grøn oase
Da vi igen nåede ned til vores felucca, fandt vi vores kaptajn halvsovende i skyggen. Han sprang dog hurtigt op, da han fik øje på os, for vi havde endnu et stop at gøre på vores vej rundt på Nilen. Bag Elefantine-øen ligger en overraskelse. Hvem skulle have troet, at man kunne finde en frodig botanisk have midt i Sahara? Men det er ikke desto mindre tilfældet takket være Lord Horatio Kitchener, der i 1890'erne fik foræret en ø i Nilen.
Kitchener var dengang generalkonsul og hærfører i Egypten og derved en mand med både penge og magt. Over de næste årtier omformede han øen til en sand lille oase. Planter blev hentet i så fjerne egne som Asien, Indien og andre dele af Afrika, og i 1928 blev øen åbnet som botanisk have.
Hurtigt fandt fugle i stort antal til den nye oase, så vi blev da også budt velkommen af lyden af fuglekvidder, da vi nærmede os øen. Forståeligt nok er den botaniske have et populært udflugtsmål for familier eller kærestepar fra Aswan, der kommer for at gå i palmernes skygge og nyde synet af farverige blomster til lyden af rislende vand. Men Saharas barske landskaber er aldrig langt væk. Fra den botaniske have kunne vi se de høje sandklitter hæve sig direkte op af Nilen. Enkelte steder havde et par palmer eller en busk fået fodfæste i vandkanten. Men vi vidste udmærket, at bag disse klitter strakte Sahara sig ubrudt tværs over Nordafrika til Marokko.
Den ufuldendte obelisk
Fra kirkegården tog det kun få minutter at gå til den ufuldendte obelisk. Når man står foran de kolossale pyramider, templer og gravmæler fra det gamle Egypten, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan de i sin tid er blevet bygget uden brug af computere, kraner og anden moderne teknologi. Ved den ufuldendte obelisk får man en del af svaret. Aswan var i oldtiden kendt for en særlig type rød granit, der var meget efterspurgt blandt faraoer. Senere forelskede romerne sig også i den smukke sten, der bl.a. blev brugt til flere af søjlerne i Pantheon i Rom.
Det var ved stenbrud som dette, arbejderne med deres primitive værktøjer udhuggede de enorme stenblokke, der skulle udsmykkes og inkorporeres i faraoernes mægtige bygningsværker. Men i dette stenbrud i udkanten af Aswan gik det galt, da man forsøgte at udhugge en mere end 40 meter høj obelisk. Man havde fået hugget tre sider af obelisken fri, da stenen flækkede for dem. Fejlen var for graverende til, at arbejdet kunne fortsætte, og stenhuggerne sig nødsaget til opgive projektet.
Man har regnet ud, at hvis obelisken nogensinde var blevet færdig, ville den med sine 1168 tons have været en af de største fritstående monolitiske stenstatuer i verden. Hvor den skulle have stået, hvem der bestilte den, eller hvilke inskriptioner der skulle have prydet dens sider, ved man ikke. Nu ligger den halvfærdig i sit stenbrud - præcis som den har gjort det i utallige århundreder.
Solnedgang over Nilen
På vores sidste dag i Aswan tog vi igen en taxa ud til Nubian House Restaurant på det lille bjerg over Nilen. Det var sidst på eftermiddagen, og igen var restaurantens personale i fuld gang med at forberede aftenens middag. Der var allerede en del mennesker i restauranten, og flere kom hele tiden til. Alle var de kommet af præcis somme grund som os: for at se solnedgangen over Nilen.
Gradvist gled solen ned mod horisonten og aftog i styrke. Skyggerne blev lange og lyset blødere, indtil landskaberne lå badet i et gyldent skær, der fik sandklitterne langs Nilen til at gløde. Der var stadig mange både på Nilen, men en efter en trak de ind mod land for at forberede sig på natten. Inden længe ville solen forsvinde under horisonten og - ifølge de gamle egyptere - begynde sin farefulde rejse gennem Underverdenen.
Kun hvis solen overlevede denne rejse, ville den atter stige til vejrs ved næste daggry og velsigne Egypten og Aswan med sine livgivende kræfter. Vi blev siddende på restauranten til de første stjerner tændtes over Nilen, inden vi bestilte en taxa tilbage mod markedet i hjertet af Aswan.
Den ufuldendte obelisk
Fra kirkegården tog det kun få minutter at gå til den ufuldendte obelisk. Når man står foran de kolossale pyramider, templer og gravmæler fra det gamle Egypten, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan de i sin tid er blevet bygget uden brug af computere, kraner og anden moderne teknologi. Ved den ufuldendte obelisk får man en del af svaret. Aswan var i oldtiden kendt for en særlig type rød granit, der var meget efterspurgt blandt faraoer. Senere forelskede romerne sig også i den smukke sten, der bl.a. blev brugt til flere af søjlerne i Pantheon i Rom.
Det var ved stenbrud som dette, arbejderne med deres primitive værktøjer udhuggede de enorme stenblokke, der skulle udsmykkes og inkorporeres i faraoernes mægtige bygningsværker. Men i dette stenbrud i udkanten af Aswan gik det galt, da man forsøgte at udhugge en mere end 40 meter høj obelisk. Man havde fået hugget tre sider af obelisken fri, da stenen flækkede for dem. Fejlen var for graverende til, at arbejdet kunne fortsætte, og stenhuggerne sig nødsaget til opgive projektet.
Man har regnet ud, at hvis obelisken nogensinde var blevet færdig, ville den med sine 1168 tons have været en af de største fritstående monolitiske stenstatuer i verden. Hvor den skulle have stået, hvem der bestilte den, eller hvilke inskriptioner der skulle have prydet dens sider, ved man ikke. Nu ligger den halvfærdig i sit stenbrud - præcis som den har gjort det i utallige århundreder.
Solnedgang over Nilen
På vores sidste dag i Aswan tog vi igen en taxa ud til Nubian House Restaurant på det lille bjerg over Nilen. Det var sidst på eftermiddagen, og igen var restaurantens personale i fuld gang med at forberede aftenens middag. Der var allerede en del mennesker i restauranten, og flere kom hele tiden til. Alle var de kommet af præcis somme grund som os: for at se solnedgangen over Nilen.
Gradvist gled solen ned mod horisonten og aftog i styrke. Skyggerne blev lange og lyset blødere, indtil landskaberne lå badet i et gyldent skær, der fik sandklitterne langs Nilen til at gløde. Der var stadig mange både på Nilen, men en efter en trak de ind mod land for at forberede sig på natten. Inden længe ville solen forsvinde under horisonten og - ifølge de gamle egyptere - begynde sin farefulde rejse gennem Underverdenen.
Kun hvis solen overlevede denne rejse, ville den atter stige til vejrs ved næste daggry og velsigne Egypten og Aswan med sine livgivende kræfter. Vi blev siddende på restauranten til de første stjerner tændtes over Nilen, inden vi bestilte en taxa tilbage mod markedet i hjertet af Aswan.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.
