Sidemen ligger i Balis østlige højland godt en times kørsel fra Ubud eller Sanur.
Langt hen ad vejen minder Sidemen om Ubud med irgrønne risterrasser, bjerge og gudeskøn natur, men området er noget mere uberørt og har langt færre turister end Ubud.
Man fristes derfor til at kalde Sidemen for ’Det ægte Bali’. Når vi så krydrer Sidemens skønhed med en 3 kilometer høj vulkan, som troner op og agerer bagtæppe for rismarkerne, ja så får vi det perfekte postkortmotiv.
På denne heldagstur har vi taget det bedste fra to verdener. I skal cykel gennem landsbyer, nyde de ikoniske rismarker og gøre ophold ved de små værksteder, når vi passerer gennem landsbyerne og bliver budt indenfor. Mød træskæren, stenhuggeren og følg arbejdet i risterrasserne.
Herefter tager vi på en to timers vandretur, hvor I skal se og smage Salak-frugt, som vokser i netop dette område af Bali. Vi gør ophold på et bakkedrag og spejder ud over landskabet og kan skimte kysten ved Candi Dasa.
Vi spiser en god frokost hos bondefamilien, hvor hovedingredienserne er dyrket i baghaven. Vi går også en tur på ”farmen” og ser alt fra kaffe, mango, papaya til et utal af eksotiske grønsager.
Sidemen er indgangen til balinesernes hverdag, så hæft jer ved de små detaljer og glæd jer over alt det unikke, der udspiller sig for øjnene af jer.