Stig op på cyklen til en skøn dag i Balis kulturelle åndedræt – og en afkølende dukkert ved Dedari-vandfaldet.
I bliver hentet på jeres hotel og kører et stykke uden for Ubud i nordøstlig retning til en hel dag med landlig idyl og charmerende landsbyer. Glæd jer til at møde det lokale liv, som det ser ud, langt fra de største turiststrømme, når I cykler i roligt tempo gennem Balis uspolerede terræn. Vi har naturligvis styr på sikkerheden, gode cykler, hjelme og ikke mindst erfarne guider. Så er det ellers bare op til jer at træde i pedalerne!
Vi begynder turen ved bambusskoven med intet mindre end 14 forskellige typer af bambus. Herfra ruller I videre til landsbyen Penglipuran, hvor synet af de traditionelle huse springer i øjnene. I bliver inviteret indenfor, hvor I kigger nærmere på de traditioner, der er særligt kendetegnende for kulturen i denne krog af Bali, hvorefter I cykler videre til en skole, hvor børnene undervises efter et særligt hindukoncept. Måske I vælger at fortælle de nysgerrige skolebørn lidt om forholdene i Danmark.
I kører videre til et af Balis ældste templer, Kehen-templet fra det 13. århundrede, som gennem tiden har været brugt i forbindelse med edsaflæggelse af de kongelige. Her får I fortællingen om de ceremonier, der har fundet sted, og ikke mindst de konsekvenser og forbandelser, der har fulgt med, hvis man ikke har levet retsmæssigt efter sin tro.
Efter dagens første etape, spiser I en lokal frokost i byen Bangli, inden I cykler videre til en lille, grøn oase ved Dedari-vandfaldet.
Her er der mulighed for en forfriskende dukkert i den idylliske kulisse, inden I kører tilbage hotellet.