På denne heldagsudflugt fyldes timerne ud med skønne sejlture, god mad og masser af sjove aktiviteter.
I lægger ud fra morgenstunden med at gå ombord på den katamaran, der skal sejle jer til øen Lembongan et stykke ud fra Balis østkyst. På skibet bliver I budt velkommen med friskbrygget te og lidt bagværk, inden I sætter sejl mod dagens destination. Sejlturen tager et par timer, så I har god tid til at nyde solens stråler på dækket udenfor eller slappe af indendørs.
Fremme på Lembongan bliver I kørt til en nærtliggende Bali Hai Beach Club, hvor I ankommer om formiddagen med en hel dag foran jer til at deltage i spændende aktiviteter. I kan tage ud at sejle i kajak på havet, træne balancen med en tur på paddle board eller blot slappe af ved swimmingpoolen efter de friske dukkerter.
Det er også en sjov gruppeaktivitet at hoppe ombord på de store, oppustelige bananbåde for at blive trukket afsted på havet af en speedbåd, mens man holder godt fast i bådens håndtag. Dagen er med andre ord spækket med oplevelser og ultimativ nydelse på Lembongans kyst!
Fra Bali Hai Beach Club er det også muligt at tage på udflugter for at opleve mere af det skønne Lembongan. Her besøger I autentiske landsbyer, mangroven langs kysten, ligesom I kan vælge at tage med båden på en snorkeltur i selskab med lokale guider. I løbet af dagen får I serveret en god barbecuefrokost. Det er mellem klokken 12:30 og 14, at I kan tage for jer af retterne, så husk at holde øje med tiden mellem oplevelserne!
Hen ad eftermiddagen hører I den traditionelle balinesiske klokke, en kulkul, ringe, og dermed meldes der afgang tilbage til katamaranen. Her får I serveret en kop te eller kaffe, inden der er afgang kl. 16 tilbage mod havnen i Benoa, hvor I ankommer ved 18-tiden.
Bemærk: Ønsker I at deltage på ø-rundtur eller snorketur, skal I tilmelde jer disse ved ankomst til Lembongan.