Gyldne oplevelser
Gyldne oplevelser
Det gamle Østen med overflod af oplevelser
At opleve det mytiske land, Myanmar, som har næsten ligeså mange pagoder som varme smil, er en rejse tilbage i tiden, som du aldrig vil glemme. Næsten ligegyldigt hvor vi færdes, hensættes vi til en svunden tid med oksekærrer på hovedvejen og summende markeder, hvor pyramider af papaya og andre farvestrålende og duftende varer frister. Vandbøfler tager deres tørn i rismarkerne, og "strøm" er for de fleste burmesere stadig noget, der gør det sværere at sejle op ad floden.
Kronragede munke i mørkerøde klæder og nonner klædt i lyserødt ses overalt i gadebilledet med almisseskålen i hånden. Rig som fattig donerer riskorn til dem, for buddhismen er stærk her. Men man donerer ikke for den umiddelbare selvtilfredsstillelse - man gør det, fordi det giver åndelig merit, som skal redde en fra den uendelige reinkarnation.
Vores eventyr begynder i Mandalay og omegn, hvor vi skal gå på verdens længste træbro, se verdens største bog med 1407 sider udhugget i marmor og kigge inden for i verdens ældste og største pagode. Herefter skal vi på en uforglemmelig togtur krydse Gotheikviadukten på vej til Hsipaw, hvor spektakulære vandreture i højlandet venter os.
Nogle spektakulære og næsten hemmelige huler med bedekamre venter os ved Monywa, inden vi kører til Bagan-sletten - landets måske største seværdighed med over 2000 templer og pagoder side om side på et område, som er mindre end Amager.
Den tørre slette ved Bagan viger for Inlesøens flydende haver, marker, landsbyer og Intha-fiskerne i deres små både. Disse legendariske fiskere er kendt for deres unikke fiskemetode, der kan gøre selv den mest garvede ballerina misundelig. De balancerer på det ene ben i bådens agterstævn, styrer åren med det andet og har dermed begge hænder fri til at fange fisk i de hjemmebyggede ruser. Her kommer kameraet på overarbejde.
Rejsen slutter i Yangon med bl.a. et aftenbesøg ved Shwedagon - den helligste og måske smukkeste pagode i verden.
Vi er eksperter i Myanmar og har eget kontor i Mandalay
Vi har gjort os umage for at give jer de allerbedste oplevelser, som Myanmar kan tilbyde. Ruten er sammensat efter mange rejser til landet, og vi har nu etableret eget kontor i Mandalay. Dermed har vi fingeren på pulsen og følger nøje med i den udvikling, som fejer gennem landet lige nu. Visse steder har vi bevidst undladt nogle kendte seværdigheder, som vi anser for at være mindre interessante - til gengæld har vi fundet nogen enestående steder, som på forunderlig vis endnu ikke er beskrevet i guidebøgerne.
Grib chancen nu og oplev det autentiske og uopdagede Myanmar - inden det er for sent!
Rute og højdepunkter

Kasper er en fantastisk rejseleder. Det, at han kan sproget, åbner mange døre og giver respekt blandt de lokale. Det føltes mere som at rejse med en rigtig god ven.